Konceptet bag Rytterfitness

“Hvorfor rytterfitness når vi alle ved at ridetekniske færdigheder læres på hesten?”

-Rebekka Hyldgaard, Autoriseret Fysioterapeut

Hvorfor rytterfitness?


Ridning handler om samspillet mellem hest og rytter, hvor man stræber efter at blive så dygtig til, at indvirke fra sit sæde. At kunne indvirke på sin hest uden det er synligt, er kunsten bag ridning, for at kunne ride på et højt niveau.
Til at styre vores heste fra sadlen, har vores bækken en central rolle. Vi skal gennem vores bækken balancere på hesten, samtidig med at vi følger hestens bevægelser.
Gennem vores ridning bruger vi særligt vores “proprioceptive system”, som er det system, der giver os feedback til vores hjerne, gennem led receptorer i kroppen. Feedbacken medvirker til, at give vores hjerne information omkring koordination af vores bevægelser = vores kropsbevidsthed. Øger vi vores kropsbevidsthed, så bliver vi dygtigere til at bevæge og balancere kropsområde isoleret fra hinanden.

Vores proprioceptive system kan blive begrænset, hvis vi oplever at komme til skade eller ved gentagende arbejdstillinger, som giver overbelastning.
Vi begynder at bevæge vores krop anderledes, får nedsat mobilitet eller en uhensigtsmæssig kropsholdning, som evt. medfører smerter i kroppen.

Hvordan påvirker ubalance?


Når vi som ryttere oplever ovenstående, føles det oftest som en begrænsning i sadlen. Man kan opleve at være stiv i bevægelsen mellem bækken/lænd overgangen, forskel på stigebøjle længden, nedsat rotationsbevægelse ift. volter/sidevejs øvelser. Nogen vil opleve følelsen af at have mere kropsvægt på det ene sædeben, problemer med at holde hælene nede eller døje med spændingshovedpine/skulder smerter.

Hvis vi kommer i ubalance i vores sæde, så vil det påvirke hestens bevægelsesmønster og den vil prøve at kompensere for ubalancen. Hesten bliver asymmetrisk og man oplever det f.eks. ved at hesten lægger sig på, skyder skulderen, træder ud med bagbenet mm. Vi som ryttere prøver at kompensere yderligere for det, hvilket bliver til en asymmetrisk cirkel.

Vi ryttere bruger mange penge på undervisningstimer eller behandling af vores heste, fordi vi oftest tænker at problemet sidder i hesten eller vi selv mangler ridetekniske færdigheder - men hvis vi skal blive dygtigere til vores ridetekniske færdigheder, så kræver det at vi ikke er begrænset i vores krop, men derimod har mobilitet til at følge med hestens bevægelsesmønster. Derfor synes jeg det er vigtig, at vi begynder at kigge på vores egen krop, for at optimere vores præstation til hest.

Styrketræning af ryttere


Styrketræning af ryttere har i min optik til formål at øge muskelaktiveringen, så reaktionsevnen bliver hurtigere. En øget muskelaktivering kan medvirke til, at vi indvirker mere effektivt til hest og forhindre evt. fald fra hest. Foruden dette, kan styrketræning også ændre på asymmetri i kroppen, ved at styrke de svage områder, som trækker kroppen asymmetrisk. Styrketræning af ryttere handler ikke om at være stor og muskuløs, men det handler om at få styrket de områder der er udfordret, så vi kan være i harmoni med hesten.


I mine træningsforløb har jeg, særligt fokus på unilaterale træningsøvelser omkring hofte/bækken. Dette skyldes at jeg oplever en tendens, til at ryttere har en sideforskel, hvilket oftest beskrives ved at de falder til den ene side i sadlen. Fordelen ved at arbejde unilateralt er, at vi får isoleret den dårlige side og får aktiveret de svage muskler uden hjælp fra det “gode” ben. På den måde vil vi opleve, at kunne få mere symmetrisk styrke omkring vores bækken, som medvirker til at vi får en mere neutral position i bækkenet.

Foruden at arbejde med styrke omkring hofte/bækken, så er mit træningsfokus for ryttere at aktivere coremuskulaturen, bagside af skuldrene og udfordre dem på deres stående balance såvel deres balance på yoga bold.

Behandling af ryttere


Mit formål med rytterbehandling er, at øge kroppens mobilitet og efterfølgende styrketræne kroppen for at forhindre tilbagefald. Når jeg undersøger en rytter, så tager jeg udgangspunkt i hele kroppen, da en begrænsning fra et sted i kroppen kan påvirke andre steder i kroppen. Mine undersøgelsesmetoder tager udgangspunkt i min faglighed indenfor sportsfysioterapi, mulligan og min mange års ridererfaring.

I ridning er det særligt vigtig, at have fokus på om bækkenet er i balance, da vi skal kunne absorbere hestens bevægelser. Er rytteren begrænset omkring bækkenet, vil det give problemer med at absorbere hestens bevægelser fra sadlen og det vil kunne medføre lændeproblemer. Foruden dette, er en neutral stilling i bækkenet vigtigt, så vi kan bevæge hofteleddet frit. Vores hofte spiller en central rolle, for at vi kan bevæge vores ben i sadlen og indvirke optimalt med vores schenkler. Står bækkenet i ubalance pga. stram muskulatur/bindevæv, så vil det nedsætte vores hoftemobilitet.

Derfor indeholder mine 1.konsultationer altid en screening omkring bækken/hofte og efterfølgende gennemgår jeg resten af kroppens udfordringer.

I mine behandlinger bruger jeg manuelle teknikker for at løsne muskulatur/bindevæv, så kroppen kan bevæge sig rigtig igen. Vigtigst af alt, så kan mine manuelle behandlinger aldrig stå alene, da styrketræning er essentielt for at holde kroppen i balance. Derfor får alle mine rytter klienter nogle øvelser med hjem eller en træningsplan/forløb efter ønske.